KOKVAD

Hvem er vi

Vi er fire søskende som skriver på denne side: Torben, Kirsten, Anni og Christian.

I 1957 var storebror Torben hjemme på besøg, og far tog dette billede af vi fire børn under stuehusets tagskæg. Det er det eneste billede, der eksisterer af vi fire søskende sammen som børn.

Historien starter

En lørdag i marts 2009 mødtes Kirsten, Anni og jeg (Christian) hos Kirsten i Svenstrup for at snakke om og få en fælles forståelse for vores tid på Læsø i årene 1954 – 1964. Den store indbyrdes aldersforskel gør vore oplevelser meget forskellige, og for mig som den yngste, er der episoder og fortællinger, som jeg hører for første gang.

Jeg var to år, da vi flyttede. Anni var seks år og Kirsten tolv. Torben var på det tidspunkt atten år, og han var flyttet hjemmefra som sekstenårig. Han har altså kun været gæst på øen. Vi husker alle tre hans besøg som noget ganske særligt. Han havde altid spændende gaver med. Der var en snært af noget eksotisk over tingene. Det var absolut ikke noget, man kunne købe på øen.

Anni og Kirsten oplevede på hver sin måde, at deres veninder blev charmeret af den flotte storebror, når han kom i flyveruniformen - i begyndelsen på cykel og senere på scooter. Vi tog de glæder og oplevelser, vi kunne få.

Hvorfor flytte til Læsø

Tiden efter Anden Verdenskrig var økonomisk vanskelig. Far og mor flyttede først fra bageriet i Løkken til Ingstrup og fik bageri der. Samtidig med at far fik overfølsomhed over for mel, opstod der planer om at emigrere til New Zealand, hvor far havde boet og været bager i fem år som ung. Fars storebror, onkel Marius, boede der stadig, havde stiftet familie og klarede sig ganske godt.

Men sådan skulle det ikke være, for mens planerne blev lagt og rejsepapirerne blev ordnet, blev mor gravid og ventede mig. Torben besluttede at han ville være soldat. Far og mor solgte bageriet, og far forsørgede familien ved at tage løsarbejde rundt omkring på gårdene i Ingstrup - Løkken området.

En anden af fars brødre, onkel Jens, var handelsmand og kom tit på Læsø, hvor han havde en del bekendte.

På en eller anden måde fik han overbevist far og mor om, at de skulle købe Kokvadgård og fortsætte deres liv som etablerede landbrugere på Læsø. Det var nu nok mest far, der blev overbevist.

Kirsten fortæller: ”Jeg kan ikke mindes, at de nogen sinde har sat sig ned og fortalt os, at nu skulle der ske sådan og sådan. Det påvirkede mor meget. Hun var rædselsslagen ved tanken om dyrene – at skulle tæt på dem. Det var ikke noget hun snakkede om, men man kunne se det.”

Flytningen

Flytningen foregik med en åben lastbil en kold, grå dag i november. Alle møbler og familiens ejendele var stablet op på ladet, og vi sad i førerhuset: Far, mor, Kirsten, Anni, Christian og Bjørn (stor hund) og chaufføren.

Anni fortæller: ”Da vi kom til Hjørring ad Løkkensvejen ved jernbaneviadukten blev kassen med fars brevduer slået af. Den stod øverst på vognlæsset og var sat på som det sidste. Vi hørte ikke mere til noget om duerne, men fars brevduevenner i Løkken har nok taget sig af dem. De duer var fars et og alt. Ved færgen i Frederikshavn skulle alle ting og møbler læsses af, for lastbilen kunne ikke komme med færgen. Møblerne blev frygteligt skrammede.

Kirsten fortæller: ”Jeg kan huske færgeturen. Vi sad oppe på dækket på kassen med redningsbælter. På et tidspunkt sagde far, at nu kunne vi se Læsø. Jeg sagde, at jeg kunne se toget! Far sagde, at det bare var lys i husene i Vesterø. Der er slet ikke tog på Læsø.”

Anni fortæller: ”Da vi kom ud til Kokvadgård, var møblerne læsset ind og stod hulter til bulter. Det var mørkt og koldt. Næste morgen stod vi tidligt op, for vi skulle se, hvad det her var for noget. Mor havde jo heller ikke set det. Der var rædselsfuldt koldt. Vi var jo vant til bageriet med varme, vand og badeværelse. Her var der et lokum – en spand med en trækasse og et stearinlys. Der kom aldrig lys derud. Der var hyggeligt, men meget primitivt.”

Skolen

Vi har alle tre haft det ok med at gå i skole og havde det til fælles, at vores lektier skulle være i orden. Det havde nok noget at gøre med, at hvis man ikke kunne sine lektier, blev man udstillet for klassen og straffet.

Kirsten fortæller: ”Jeg havde det sådan, at hvis jeg ikke kunne mine lektier, ville jeg ikke i skole. Jeg slog mig selv med næverne i maven, så jeg fik ondt. Så ondt at far og mor måtte ringe efter dr. Pedersen. Så fik jeg lov til at blive hjemme.”

Anni fortæller: ”Jeg startede i 1955 i første klasse hos frk. Nielsen. Det var en dejlig tid, og det var rigtigt lækkert at have en storesøster, der var velanset. Jeg kan huske en dag, hvor jeg havde glemt et hæfte derhjemme, og jeg kunne ikke nå at løbe hjem efter det. Jeg græd og var helt opløst. Så kom Kirsten og hendes veninder hen til mig, og de fortalte frk. Nielsen, hvordan det hang sammen. Så fik jeg ikke skæld ud.”

Christian fortæller: ”En gang, da Torben var hjemme til mors fødselsdag, var der inviteret gæster. Det blev sent om aftenen, og jeg var træt. Jeg havde hjemmeregning for, og Torben hjalp mig. Han regnede, og jeg skulle bare skrive stykkerne ind. Da vi næste dag i klassen stod ved katederet og skulle vise, at vi havde lavet opgaverne, sagde lærer Svendsen, at B stykkerne kunne vi først regne i femte klasse næste år. Så var jeg jo afsløret, og jeg begyndte at tude.”

Der har selvfølgelig også været positive oplevelser i skolen. Det var, når skolen ikke var skole, men flyttede udenfor.

På en god vinterdag med frost kunne lærer Svendsen finde på, at nu skulle alle børnene ud og løbe på skøjter på Floden. Så lukkede skolen, vi hentede skøjter og gik til Floden. Det kunne blive en dejlig lang dag med sjov. Måske bare ikke lige for dem, der ikke havde skøjter. De kunne gå ture på isen.

En anden god ikke-skoledag var den årlige sommerferieudflugt til Storedal. Skolen arrangerede sig med nogle landmænd med hestevogne, som kørte alle børnene med forældre og madkurve til Storedal. Det var en flot procession af vogne og glade børn. Der blev badet, leget og spist fra madkurvene.

Når dagen sluttede, og vi kørte tilbage til Byrum, kunne der godt gå konkurrence i at komme først. Far syntes i hvert fald, at han skulle komme før Åge Stoklund, for Åge blev temmelig sur, hvis han ikke ankom først.

Ud af skolen som 14-årig

Mens Anni og jeg stadig var skolesøgende, da familien flyttede fra Læsø i 1964, havde Kirsten opfyldt sin undervisningspligt i 1956 og gik ud af 7. klasse som 14-årig. Som pige var der ikke mange muligheder, så efter konfirmationen var det ud at tjene i huset. I første omgang på nabogårde og senere på fastlandet.

På en af nabogårdene var arbejdsdagen fra 7 morgen til 7 aften -12 timer hver dag mandag til fredag. Når arbejdsdagen var slut, ventede hjemmets pligter. Der skulle nemlig aftensmad på bordet, når far og mor var færdige i stalden om aftenen.

Kirsten fortæller: ”Der var sådan set kun bal om lørdagen, biograf om søndagen og så hen til Vesterø for at se, når båden kom ind. Sådan gik weekenden, og så startede det forfra om mandagen.”

Familieliv

Vi var alle involveret i gårdens drift. Årets gang i marken og pasning af dyrene styrede fritidslivet for vi børn. Vi måtte bidrage med, hvad vi kunne. Som den ældste var Kirsten meget med i marken fra starten. Da der kun var få maskiner, var der brug for megen håndkraft.

Kirsten fortæller: ”Når jeg kom hjem fra skole, så var det bare at hjælpe i marken. En enkelt gang i mellem kunne jeg have Karen eller Conny med hjem. Der var ikke meget tid til at lege. Det var sjældent, at jeg var henne hos nogen og lege efter skoletid.”

Vores oplevelser af familielivet knytter sig til episoder og begivenheder, hvor der skete noget særligt. Besøg fra fastlandet af familie eller bekendte, lokale søndagsgæster til en kaffeudflugt i skoven eller på Rønnerne eller et pokkers tordenvejr. Dagligdagen husker vi mest som pligter, arbejde og rutiner.

Far kunne godt lide fest og farver. Om tirsdagen var der i en periode et program, der hed Ældre Dansemusik. Når det var på, dansede mor, far, Anni og Kirsten folkedans i stuen. Ellers var den daglige radiolytning om aftenen helliget fars yndlingsprogram: Fiskerbølger. Han kunne få timer til at gå med at lytte til fiskernes interne radiokommunikation.

Kokvadgård var stråtækt, og der var en særlig opmærksomhed og spændthed i familien, når tordenen rullede over øen. Et lynnedslag ville være katastrofalt.

Kirsten fortæller: ”Jeg kan særligt huske, når det tordnede. Så lod vi maden stå på bordet, og så fortalte far. Jeg sad i dukkesengen og I andre på slagbænken. Vi spiste først, når tordenvejret var overstået.”

Vi slugte de oplevelser, der kom. En vinter missionerede nogle unge amerikanske mormoner på øen. De besøgte os flere gange opmuntret af far. Hans motiv var at få lejlighed til at snakke engelsk. Når de skulle komme, havde mor bagt kage, og jeg kan huske, at de ikke drak kaffe, men fik hjemmelavet saftevand. De flinke unge mænd viste lysbilleder i farver fra USA og fortalte om Salt Lake City og mormonernes hjemsted. Vi blev ikke på noget tidspunkt overbevist om Mormons lære.

En af vore fælles gode erindringer om bondefamiliens fattige glæder var i forbindelse med stakning af hø på marken om sommeren. Det har nok været flere somre, at det foregik på denne måde, men vi husker det som en bestemt aften.

Anni fortæller: Det var ved at blive mørkt, og far spurgte: Hvad er klokken blevet? Jeg svarede lidt i ti, og så sagde far: Er der en, der kan nå at cykle op til ismanden og hente en liter is?

Så sluttede dagen ligesom med en slags fest, hvor følelsen af fællesskab var høj.

Som bønder var der ikke meget tid til ferie for far og mor. Da vi tre søskende sad i Svenstrup og snakkede, kom Kirsten og Anni i tanker om den gang, da far og mor holdt ferie.

De skulle på tur sammen med faster Thora og onkel Søren, der boede i Randers. Onkel Søren havde bil, så de to par var på tur rundt i landet og besøgte familien.

Imens var onkel Jens fra Tårs indskrevet til at passe bedriften på Kokvadgård og sikkert også vi børn. Vi var ikke så glade for onkel Jens, da han ofte var brysk og tilsyneladende kun var lidt glad for børn.

En dag da onkel Jens er ude i marken, driller Kirsten og hendes veninde Conny Anni. De låser yderdøren ved køkkenet, så hun ikke kan komme ind. Men Anni er snedig, så hun tager et kosteskaft for uset at snige sig til at løfte haspen af køkkenvinduet og komme ind den vej. Men de store piger opdager hende og smækker køkkenvinduet i. Men kosteskaftet er i klemme, og ruden går i stykker. Kirsten overbeviser lillesøster om, at hun skal gå ud i marken og fortælle onkel Jens, at hun har smadret en rude. Da Anni kommer ud til onkel Jens og fortæller hele historien, er han mod forventning meget forstående og bliver slet ikke vred på hende.

At få ret og forståelse er ikke nok for Anni. Hun beslutter at gå hjemmefra. Og ikke nok med det – hun vil gå i mergelgraven og ”drovne” (drukne) sig! Kirsten og Conny er søde ved Anni og tilbyder at smøre en madpakke til den lange tur. Efter lang tid i spisekammeret med megen fnisen kommer de to piger ud med en stor madpakke. Da Anni dengang var meget glad for mad, nåede hun ca. 200 meter ud ad skovvejen, før hun måtte smage på varerne. Stor skuffelse. Madpakken indeholdt kun rugbrødsskorper og en vaskeklud. Sådan sluttede den tur.

Kirsten fortæller: ”En dag syntes jeg, at vi skulle have noget lækkert, så jeg havde købt en pakke isvafler – de kostede 50 øre. Da onkel Jens så det, blev han meget vred og sagde, at det var noget unødvendigt luksus, og så sendte han Conny hjem. Jeg ved ikke, om han også skulle stå til regnskab for husholdningspengene for far, når de kom hjem.”

Naboer

Der var tre nabosteder, som på forskellig måde betød noget for os på Kokvadgård.

Mod nord ad en lille markvej lå et faldefærdigt ”bette” husmandssted. Her boede Karen og Jens Christian Pedersen. Jens Christian blev i daglig tale kaldt ”Bob”. Det kunne han ikke lide og blev meget vred, hvis nogen kaldte ham ved det navn. Men de var meget søde og hjælpsomme – dog temmelig ubehjælpelige og meget nysgerrige. De havde ingen børn.

Mod syd boede Ketty og Svend Åge Jensen. Reserverede men ordentlige mennesker, der vandt ved nærmere kendskab. Svend Åge var en dygtig tømrer, og han har lavet mange reparationer på vores gård. Ketty og Svend Åge fik en søn efter, vi var flyttet fra Læsø. Jeg har senere mødt sønnen John, og han er en flink fyr.

Mod øst – på Rønnebogård – boede Karen og Åge Stoklund med pigerne Vibeke, Grethe og Bente. Der var også nogle ældre børn, men dem så vi kun, når de var hjemme på besøg. Det var nok den familie, far, mor Kirsten og Anni havde mest med at gøre. Man kan sige, at det var et aktivt naboskab. Gennem årene efter Læsø har Anni haft kontakt til pigerne.

Rønnerne, Skoven og Stranden

På hver vores måde er vi tre yngste børn i familien berørte og prægede af de ti år på Kokvadgård med Rønnerne, Skoven og Stranden som vores barndoms land. Fascinationen og bindingen til naturen gjaldt sikkert også vores forældre – uden at vi dog kendte deres følelser. Det snakkede vi ikke om.

Jeg opfatter selv Rønnerne som verdens bedste legeplads. 1600 hektar fredet strandeng som mine kammerater Steen, Frank og Erik og jeg udforskede på alle årstider. Vores eget strandstykke og skoven, hvor jeg mange dage måtte passe kreaturerne efter skoletid, når det kneb med græsset på markerne. Det var sjældent sjovt for en lille dreng at vogte køer, men det gav oplevelser, som i dag stadig fylder i mit liv.

Da far og mor solgte Kokvadgård i 1964 beholdt de strandstykket. Det er stadig i familiens eje. Nu er det Anni og jeg, som passer på det.

Flytter fra øen

Jeg kender ikke begrundelsen for, at mine forældre besluttede at flytte fra øen, og jeg har aldrig spurgt dem. Mine søstre mener at vide, at det var et pres fra fars familie, at han skulle overtage gården Landlyst i Tårs. Landlyst var fars barndomshjem og var i 1964 ejet af hans bror Ejnar.

Jeg husker, da jeg fik viden om den forestående fraflytning. Far og jeg var lige kørt fra Byrum i hestevognen efter at have læsset turister af fra en tur til Hornfiskrøn. Pludselig kommer øens ejendomsmægler cyklende op på siden af vognen og siger: ”Nu har jeg fundet en køber til Kokvadgård.”

"Da sluttede min lykkelige barndom."

Torbens fortælling

Den 20.9.2009 har jeg (Christian) en samtale med Torben om perioden 1954 – 1964.

Torben er født i 1936.

Hvad fik dig til at søge ind til militæret som sekstenårig?

Det var så svært at få lærepladser. Jeg ville så gerne være teknikumingeniør. Først få en håndværkeruddannelse og så koble teorien på bagefter.Jeg sagde til far, at jeg gerne ville i lære som smed. Jeg gik ned til smed Dueholm i Ingstrup og havde en lang snak med ham. Jeg tror aldrig, jeg glemmer ham, for han tog mig om underarmene og vendte og drejede dem. Så kiggede han op på mig og sagde: ”Det kan nu nok gå, men jeg synes ikke, du skal vælge den vej. Du er alt for klejn.”

Så spurgte jeg far, om vi ikke kunne prøve Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev. Men de havde ikke brug for lærlinge.

På samme tidspunkt annoncerede hæren og flyvevåbnet efter elever. I vinteren 1953 var jeg til nogle prøver i Værløse. Der var ikke så mange penge dengang, så jeg havde fars hvide trenchcoat på. Den var nu ikke ret varm, men med et halstørklæde gik det.

Vi fik mange forskellige psykotekniske prøver og nogle enkle fysiske prøver. Jeg bestod prøverne og valgte radioteknikerlinien. Men der efter krigen var det ikke så populært at arbejde i militæret. Det fik jeg nogen på hatten for.

Hvordan var det at flytte hjemmefra som sekstenårig?

Noget af det positive for en vendelbo som mig var, at jeg fik 5 kr. om ugen. Senere steg det til 15 kr. Jeg tænkte på, at det var lige så meget som en dagsomsætning i bageriet hjemme, hvor far knoklede i døgndrift for at tjene så mange penge. Så lærte vi også Jiu Jitsu. Det gav en stor selvtillid at kunne noget, som ingen andre kunne. Rekruttiden i Værløse varede 12 måneder. Undervisningen i elektronik var opbygget efter amerikanske metoder. Vi blev undervist af danske civilingeniører, der havde lært metoden. Det var meget opbyggende og lærerigt. Men det er jo mest drengestreger, man husker som det morsomme.

Noget af det, der ikke var så godt, var følelsen af ensomhed. Man har brug for at snakke tæt med nogen. Det forekom ikke i det miljø, for vi var stort set konkurrenter i uddannelsen. Vi blev også mobbet af de værnepligtige fra hæren og marinen. Det kunne godt give slagsmål og ballade både i lejren, og når vi var i København.

Derefter blev jeg udstationeret i Ålborg, hvor jeg kom i en slags mesterlære og fortsatte uddannelsen. Efter et år kom jeg ud i en eskadrille til videre uddannelse. Det husker jeg som en rigtig god tid. Det var jo hele tiden udfordringer. Jeg var en af de yngste og arbejdede sammen med folk, der havde en faglig uddannelse.

I 1956 var jeg færdiguddannet og blev oversergent. Vi var tit på øvelse i Natolandene – ofte i Holland. Det gav mig en stor indsigt andre menneskers leve- og tænkemåde. Det var så meget anderledes for en jyde. Det inspirerede mig til at læse om religioner og filosofi.

Jeg var i Ålborg indtil 1957. På det tidspunkt skulle der opbygges en radarstation i Skagen. Min chef spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at stå for radioafdelingen på stationen. Han syntes, jeg var meget selvstændig og ville kunne klare opgaven. Så flyttede jeg til Skagen.

Far og mor og vi andre var jo flyttet til Læsø i 1954. Hvordan var det at komme på besøg? Det var på det tidspunkt, at jeg blev bevidst om, at jeg havde en storebror, når du kom hjem på besøg.

Jeg husker, at jeg jævnligt kom på besøg. Det var jo sådan, at vores far altid havde hørt om et eller andet, han havde brug for og som jeg så måtte skaffe og have med til øen. Det var tit værktøj og lignende, som var en mangelvare. Og var det billigt, så var han meget interesseret.

Min første orlovstur husker jeg måske mest på grund af mit ukendskab til ”rejsenormerne”, der, som jeg senere skulle erfare, udtrykkeligt markerede, at kun turister opholdt sig i den  røde salon under overfarten. Beklageligvis havde jeg valgt at sætte mig i den røde salon, hvor jeg under min rekognoscering fandt luften mere behagelig til læsning af den medbragte bog. Flere gange under overfarten blev jeg besigtiget, dels af medpassagerer, som kom ind i salonen, dels af personer, der kikkede ind gennem spejlglasruderne.

På grund af Hovmesterens  bekendtskab med vor onkel Jens og onkel Chresten blev jeg hurtigt accepteret i udskænkningslokalet, hvor luften altid var tyk af tobaksrøg. Vore onkler kom jo jævnligt til Læsø for opkøb af kreaturer og svin.

Indirekte og direkte lærte jeg så noget om øboeres livsvilkår.

Ved alvorlig sygdom måtte den syge med færgen til Frederikshavn.  Under overfarten  blev patienten lagt i den særlige sygekahyt, der også blev brugt som ”kapel” ved overførsel af døde mennesker, som ønskede at blive begravet på fastlandet eller at blive kremeret.

En særlig dramatisk oplevelse havde jeg en gang, hvor bølgegangen var så høj, at jeg fandt det nødvendigt at opholde mig på det åbne agterdæk, hvilket jo er praktisk, når trangen til opkastning skal fyldestgøres. Mens jeg stod og nød den friske luft og røgen fra den herlige nytændte Kings, lød der tummel fra indgangen til trapperummet. Ud af døren kom den bette urmager fra Frederikshavn. Han havde som bekendt et sted på Læsø, hvor han tog imod ure til reparation.

Lige efter urmageren kom styrmanden, (som jeg ikke lige husker navnet på, men genkendelig på grund af sit rødmossede ansigt). Styrmanden prøvede ihærdigt at få tag urmagerens frakkeskøder, men urmageren var for hurtig. Han styrede lige hen mod søgelænderet og begyndte at klemme sig ud over rælingskanten mellem dækket og nederste del af rælingen. Styrmanden råbte: TA` FAT I HAM , HAJ WIL I HAVET!  Jeg tog fat i urmagerens tykke overfrakke og holdt fast, indtil styrmanden kom til.  SÅÈN ÈRT, hver gang haj ska` øver og vejret er lidt hårdt, og han bliver søsyg.

Efter forskrækkelsen blev alt hurtigt normalt, og vi anløb Vesterøhavn planmæssigt.

Jeg husker en anden episode, hvor mor så meget ked ud af det ved min ankomst. Det viste at være begrundet i et brev fra Postvæsnet, hvoraf det fremgik, at post til Kokvadgård fremover ikke ville blive bragt, men skulle afhentes på postkontoret. Årsagen var noget overraskende. Den var begrundet i den kendsgerning, at vor post (Arnhild) ikke turde nærme sig Kokvadgård på grund af de store kalkunhaner, der havde fundet det nødvendigt at beskytte familien mod indtrængende personer, som ikke umiddelbart tilhørte husstanden.

Når Arnhild kom cyklende på vejstykket fra Stoklunds,  blev det kalkunske alarmsignal afgivet højt og gennemtrængende, og en eller to haner gik straks på vingerne og satte kurs mod den fremmede indtrængende. Karen og jeg fik oplevelsen nogle gange, indtil vi ankom i bil, hvilket åbenbart blev accepteret.

På et tidspunkt ville forsvaret ikke længere vaske tøjet for os, og så sagde mor, at det kunne jeg bare sende, så skulle hun nok vaske det for mig. Hun var i det hele taget parat til at hjælpe. Jeg ville gerne vise min taknemmelighed og købte et kaffestel, som jeg sendte til Læsø. Da mor åbnede pakken, var porcelænet helt knust. Det var noget ”skiværk”.

Jeg prøvede også sådan at bistå far og mor med hjælp, når jeg var hjemme. Fx roerensning og høstarbejde og hvad der var forefaldende på gården. Jeg kan huske, at der på Kokvadgård var en gammel gløderørsmotor i maskinhuset. Den havde far meget besvær med at få til at køre. Der kunne jeg også hjælpe ham.

Turene til Bouet sammen med far og sommetider købmand Pedersen var både spændende og udbytterige både på fangster og oplevelser. En dag med en særlig god fangst syntes far og jeg, at Stoklunds også skulle have del i resultatet. Fru Stoklund bad os - efter at fangsten var behørigt beundret - om at lægge hendes andel af ålene i køkkenvasken. Så tog vi afsked. Det gjorde Stoklunds ål også. Bunddækslet i vasken lå løst, og ålene havde skubbet låget til side og smuttede hurtigt ud gennem afløbet. Snip snap snude, var den historie ude.

Da Bette Johannes hørte om fadæsen, opfandt han straks en ålefiskemaskine. Den maskine arbejdede Johannes og jeg en del med, indtil det gik op mig, at jeg alene skulle finansiere hele foretagendet.

Der var en vinter et år, hvor jeg skulle til Læsø til en fødselsdag. I Frederikshavn blev jeg klar over, at færgen ikke kunne sejle på grund af is. Heldigvis kom jeg i tanker om, at jeg kendte en løjtnant fra flyvevåbenet. Han havde rådighed over en gammel KZ II flyvemaskine, som han fløj med til forskellige opgaver. Jeg kontaktede ham, og han ville gerne flyve mig til Læsø. Da han alligevel skulle flyve derover, kunne han have noget minkfoder med – 200 kg. Det var en tung last for den lille flyvemaskine, der ikke havde så meget motorkraft. På startbanen måtte der tre forsøg til, før maskinen kunne lette og komme over en hæk, der stod for enden af banen.

Vi nåede dog velbeholdne til Læsø.

Mens jeg boede i Skagen, blev jeg gift med Karen, og vi fik Lars. Det var en spændende og mærkelig tid under den kolde krig. På radarstationen oplevede vi ofte, at russiske trawlere med meget radioudstyr var yderst interesserede i vores station, og de lå opankret og iagttog os.

Karen og jeg boede i Skagen indtil 1962, hvor jeg fik arbejde hos Jysk telefon og fik med telefoncentraler at gøre. Da jeg fik jobbet, flyttede vi til Skalborg ved Ålborg.

Torben er her ikke længere. Han døde den 1. marts 2015.